18. november 2020

Af Laura Sloth Andersen| redaktionel medarbejder, Human Dice |

I centrum af romance romaner, er kærlighed. Noget de skal indeholde, er kærlighed, en lykkelig slutning (hvilket kan være relativt, i forhold til historien) og konflikt eller drama som forhindring. Rundt om denne kerne, er der dog uendeligt med muligheder.

Det kan være en historisk romance roman, det kan være en fantasy romance roman, det kan være en thriller romance roman, det kan være en chick-lit, en mom-lit, en young adult, en gyser eller krimi, hvis man kan holde styr på både mord og romantik. Enhver genre kan sandsynligvis inkluderes i en romance roman, hvor byggeblokken blot er romance – altså, to karakterer, der forelsker sig, skal overkomme noget, og finder sammen (igen).

De klassiske romance romaner kan noget helt særligt, og jeg er sikker på, at hvis du læser med her, så elsker du dem. De er den perfekte verden – med lige nøjagtig den højst nødvendige mængde af uperfekt, altså problemer, for at gøre dem realistiske nok.

Men de behøver heller ikke være realistiske. Hvis man krydser en romance roman med fantasy, så er det automatisk en urealistisk verden, historien foregår i. Krydser man den med krimi eller gyser, så er der højst sandsynligt også nogle delvist urealistiske aspekter med, selv om det selvfølgelig sker, at folk begår mord og hvad der ellers kan ske i de genrer. En thriller med kærlighed, som har været en del af mig, siden jeg læste den, er ‘Special topics in calamity physics’ af Marisha Pessl; en fin bog med lyserøde roser, der dækker hele omslaget, som min søster faldt for i en boghandel kun med engelske bøger, som vi fandt i Lausanne i Schweiz.

Historiske romaner er også geniale at blande med romance, og måske derfor findes der også så mange af dem. Mange af dem omhandler Anden Verdenskrig, som for eksempel ‘Blomstrende syrener’ af Martha Hall Kelly, men ikke alle gør det. JoJo Moyes er god til dette genrekryds, viser hun med blandt andet ‘Hende du forlod’.

Og så er der også romaner som ‘Tilbage til Black Rabbit Hall’ af Eve Chase. Dette var min yndlingsroman siden ‘Where rainbows end’ og ‘Special topics in calamity physics’ allerede inden jeg var færdig med den. Samme dag, som jeg læste den færdig, begyndte jeg dog på ‘Hvor flodkrebsene synger’, så den tog hurtigt over som yndlings, fordi den simpelthen er noget særligt og forståeligt nok, er rigtig, rigtig mange menneskers yndlingsroman.

Men hvad der er specielt ved ‘Tilbage til Black Rabbit Hall’, er, at den, udover at indeholde kaniner og nuttede børn, hvilket er to ting, jeg elsker, så er den ikke nogen bestemt genre. Den krydser både thriller, historisk, familiekrønike og romance, men samtidigt, er der ikke nogle af de genre, der passer den perfekt, heller ikke delvist. Den foregår til dels i “gamle dage”, hvor man hører om den nuværende ældste generations fortid; hermed viser den en interesse i det historiske, men uden at den er centreret omkring en historisk begivenhed. Der sker mystiske ting, nogle karakterer opfører sig ondskabsfuldt, og karakterer og kaniner dør på grusom vis, hvormed thriller-aspektet kommer frem, dog uden at der er en morder på spil eller lignende. Og så er der kærligheden. Og humoren. – Romance-aspekterne. Den er et perfekt eksempel på, hvilken slags bog, jeg elsker at læse, så jeg kan kun anbefale jer den.

‘Tigers in red weather’ af Liza Klaussmann har også været én af mine favoritter, som jeg har læst gentagne gange, og den minder på sin vis om ‘Tilbage til Black Rabbit Hall’, idét den også indebærer netop historisk, familiekrønike, thriller- og romance-aspekter.

Fordi romance ikke kræver mere, end en kærlighedshistorie, så er den optimal at krydse med andre genrer. Det kan være et godt trick at bruge som forfatterspire, for eksempel. Og for at få flere læsere, fordi der er dobbelt så mange mulige læsere, når man henvender sig til to forskellige målgrupper.

Så selv om romance romaner har sit klassiske selv, så er det en genre, der kan være utrolig alsidig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *