18. december 2020

Af Forfatter Estrid Dyekjær

| Estrid kan følges på: http://facebook.com/estriddyekjær  og insta på @estriddyekjaerforfatter |

At jeg giver læsere gode oplevelser – og med mit romantiske publikums natur modtager rosende ord – kan jeg måske ikke leve af, men jeg kan altså leve højt på det.

Jeg er vokset op i et hjem med klaver.

Og bibliotek.

Klaveret stod i biblioteket.

Bøgerne var langt det vigtigste.

Videnskab, geografi og teknologi var min fars område. Min mor stod for Jura, historie og skønlitteratur. Karnov, Leksika og indbundne samlinger af Sfinx og Skalk bragte samlingen op på mere end 10.000 bind. Jeg må være ærlig, opgørelsen er fra efter min mors sidste store oprydning.

Min mor var en pligtskylding læser. Hvis en bog kom ind ad døren blev den også (før eller siden) læst: Specifikt indkøbte, Bogklub-bøger hun havde glemt at afbestille og uønskede gavebøger.

Uønskede ja. Og især disse blev kommenteret.

Der var lødig og underlødig litteratur.

Fint og mindre fint.

Der var Kafka og Sandemose, Nørretranders og Orwell. Læsning af disse var præstationer, der blev talt om. Svært-tilgængeligt og derfor ekstra fint?

Krimierne havde en særlig plads i min mors hjerte. Måske fordi hun selv var forsvarsadvokat. Der fandtes naturligvis forskellige niveauer indenfor genren, men så kunne bøgerne jo heldigvis læses på engelsk og dermed var niveauet højnet.

Det absolut mest pinlige. Ja, niveauet lige over pornoblade, var Romance.

Romance kom typisk i form af gaver og blev modtaget som en art fornærmelse.

Hvis jeg læste disse bøger var jeg klog nok til ikke at prale af det.

Men jeg er født som håbløs romantiker. Min søster læste Narnia, Hobitten og Ringenes Herre. Jeg læste Anne fra Grønnebakken og digtede selv fortsættelser og sidehistorier i et væk. Min mor kastede Jane Aamunds Klinkevals og Coloradodrømme fra sig med kommentarer, der ikke skal gentages her.

Jeg samlede dem op og læste dem i smug.

En dag kom min fars fætter forbi på sin cykel. Han havde som altid tre pilsnere i kurven, men denne dag også en gave til mig. Jeg ved ikke, hvordan han vidste det, men han ramte plet.

Borte med Blæsten. Med Des Asmussens illustrationer.

Resten af sommeren brugte jeg i Scarletts og Rhets selskab. Og på kærligt drilleri.

I mange år derefter læste jeg ikke romance. Nu, som dengang, elsker jeg romantikken og den uudholdelige spænding, når det hele går i hårknude, men faktisk kan det være ganske svært at få lov at nyde det fuldt ud.

Det er jo trods alt kun lige et enkelt trin fra pornografi.

Da jeg begyndte at skrive min første roman foregik det i smug, og jeg må indrømme, at den først blev sendt til et forlag et årstid efter, at min mor døde.

Jeg turde nærmest ikke sende manuskriptet til et forlag. Jeg havde skrevet en roman i den ’forbudte’ genre. Romance.

Jeg frygtede at blive til grin – både blandt dem jeg kendte og dem jeg ikke kendte.

Jeg forestillede mig, hvordan en forlagsredaktion ikke blot ville formulere et afslag, men også grine af mit bidrag til den poppede ende af det skønlitterære spektrum.

Det var heldigvis ikke sådan det gik.

Faktisk gik der kun tre måneder fra jeg sendte manus til romanen blev udgivet. Den fik gode anmeldelser hos bogbloggere, læsere og biblioteker. De store, landsdækkende medier anmeldte den ikke.

Romanen fik også andre knubs. ”Det er jo bare trivial-litteratur” kommenterede en af mine nærmeste, imens en anden kaldte den for ’en ligegyldig lægeroman’.

Hvad jeg skulle stille op med prædikaterne vidste jeg ikke. Jeg valgte i stedet at fejre udgivelsen, og glæde mig over de 3 priser bogen blev indstillet til. At priserne ville tilfalde andre nominerede var jeg aldrig i tvivl om.

Det er tilsyneladende ikke kun i mit barndomshjem Romance genren er mindre ’fin’.

Hos boghandlere og på bibliotekerne findes Romance ikke som selvstændig sektion. Bøgerne er klemt ind imellem andre romaner, og det er først for nylig jeg overhovedet har set Romance omtalt som en selvstændig genre i dansk litteratur. Da min debutroman udkom, anede jeg faktisk ikke selv, hvad jeg skulle kalde den. Ud over at det IKKE var hverken krimi, fagbog eller selvbiografi.

Jeg kommer måske aldrig til at vinde de fineste litterære priser. Får givetvis heller ikke støtte fra Statens Kunstfond. Men jeg svigter ikke min genre. Jeg nægter at underkende Romance-litteraturens værdi.

Læsning af Romance giver livserfaring, selvindsigt, kulturel forståelse, underholdning og stof til eftertanke.

Jeg selv læser stadig både Kafka og Sandemose, men det var jeg aldrig nået frem til uden Aamund, L.M Montgomery og Margaret Mitchel. Visse genrer åbner døre til andre, og for det alene kan man som Romance-forfatter være stolt. At jeg giver læsere gode oplevelser og med mit romantiske publikums natur modtager rosende ord kan jeg måske ikke leve af, men jeg kan altså leve højt på det …

 

Om mig:

Jeg hedder Estrid Dyekjær (f. 1979) debuterede med romanen ’To liv’ i marts 2019.
Jeg arbejder som forfatter på fuldtid men er uddannet cand.merc og har haft en aktiv karriere indenfor projekt – og personaleledelse i 15 år, inden jeg valgte at satse på min livsdrøm om at blive forfatter på fuldtid.
Jeg bor i Ålsgårde – En lille landsby-idyl imellem Hornbæk og Helsingør, sammen med min mand og 3 børn.
Andres liv – Byens forlag, 2020

Hvor du er – Novellesamling, Byens forlag, 2020
Det Røde Lyn – Børneroman, Byens forlag, 2019
To Liv – Byens Forlag, 2019

Hvad jeg skriver om:

Jeg skriver fiktion om det store og vigtige drama, som ethvert menneskeliv er. Det ender tit med at handle om kærlighed, for det er og bliver det største her i livet 😄 ❤️ 

Romanformatet giver plads til de hændelser, der udløser en god handling samtidig med, at jeg kan udforske karaktererne og gå i dybden med psykologien. En gang imellem træder jeg et skridt tilbage og overvejer, om det hele er realistisk, eller om forskellige tilfældigheder er for langt ude, men så ser jeg på mit eget liv og konstaterer, at alt kan ske – også i det virkelige liv. Mine romaner breder sig ofte over mange årtier fordi det giver mig mulighed for at lære mine karakterer at kende og følge deres udvikling.

Hvad der inspirerer mig:

Virkelige mennesker omkring mig inspirerer mig. Jeg elsker at udforske mine karakterer i det, jeg skriver, og forestille mig, hvordan de vil reagere i forskellige situationer. Min fantasti kræver ikke inspiration udefra på romantikken. Det er faktisk hårdt arbejde for min mand, for han har jo ikke en chance på det punkt 😉

Derudover elsker jeg at komme ud og møde mine læsere – både til foredrag på bibliotekerne og i læsekredse mv. Det giver mig så meget læring ift. hvad der virker og ikke virker i bøgerne.

Man kan følge mig på facebook.com/estriddyekjær og insta på @estriddyekjaerforfatter